Oplev Hemingways Paris – Paris’ Kunstnerkvarter

Lige rundt om hjørnet gemmer sig …. Den indledning elsker jeg. Jeg møder den oftest, når jeg er i selskab med et menneske, der virkelig kender sin by eller sit sted – og det elsker jeg. At få lov til at opleve en by, få historien fortalt og bare suge information til mig. Det er en fornøjelse.

Jeg har allerede besluttet, hvad jeg skal opleve, næste gang jeg skal til Paris. Jeg har nemlig en drøm om at opleve Paris, som forfatteren Hemingway oplevede byen – eller kan have oplevet byen. 

Hvem er Hemingway?

Ernest Miller Hemingway (født den 21. juli 1899 i Oak Park, Illinois, død den 2. juli 1961 i Ketchum, Idaho).

Meget anset amerikansk forfatter. Nobelprisen i litteratur i 1954. I følge nobelpriskomiteen for sin beherskelse af fortællekunsten som han så fint viste i “Den gamle mand og havet” fra 1952 og for sin store indflydelse på tiden litterære stil. 

Nogle af hans vigtigste værker er:

  • Hvem ringer klokkerne for? 1940
  • Den gamle mand og havet. 1952
  • Der er ingen ende på Paris. 1964
  • Hemingway boede i Paris i 5 år, fra 1921 til 1926.

Paris’ kunstnerkvarter

Hemingway boede i 5. arrondissement, i Latinerkvarteret på den venstre Seinebred lige syd for Notre Dame. Det er her, der var tæt besat med studerende, boghandlere og kulturpinger. I dag er det Montmartre man først tænker på, når man siger Paris og kunstnerkvarter. Men Latinerkvarteret er stadig vigtigt. Cafeen La Closerie des Lilas er i dag nærmest et tempel til Hemingways ære, hans kontrafej pryder deres menukort, og det ligger i Latinerkvarteret. 

Guide til Hemingways Paris

Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan Hemingway må have oplevet det at komme fra Toronto og lande i Paris. Gad vide, hvor stor omvæltningen har været fra U.S.A. til Frankrig. Om han selv var klar over, hvor langt hans ophold i Paris ville blive, ved jeg ikke, men de seks års ophold, det blev til i Byernes By, må have givet gode muligheder for at møde datidens spændende kunstnere. Nogle af dem, Hemingway kan have mødt, var Scott Fitzgerald, James Joyce, Picasso og Miró. Det er lidt underligt at tænke på synes jeg, at så mange kendte kunstnere lige samlede sig i Paris i de år.

Området ved Luxembourg-haven blev der, hvor Hemingway slog sig ned sammen med sin hustru og skabte en hverdag. Jeg forestiller mig, at det er blevet til utallige ophold med kaffe på Paris’ forskellige caféer, både mens der blev skrevet og i samtaler med datidens kunstnere. Ret hurtigt kom Hemingway nemlig ind i Paris’ avantgardekredse, hvor han mødte både andre forfattere og malere.

En guidet tur i Paris i Hemingways fodspor kan jeg ikke gøre selv, det kender jeg hverken byen eller Hemingways liv godt nok til, men jeg har heldigvis fundet en guide, der er parat til at føre mig i forfatterens fodspor, så jeg både kan se de steder, han har færdes og få historierne fortalt. Det er nemlig den måde, som jeg selv bedst oplever på.

Jeg har ikke bestilt min guide endnu, men jeg har set hans beskrivelse af, hvad jeg vil opleve, hvis jeg går i sporet af Hemingway. Jeg vil både komme til at opleve latinerkvarteret i Paris og Montparnasse, hvor Hemingway helt sikkert har frekventeret en stor del af de spændende caféer, og caféerne i St-Germain-des-Prés kommer jeg også til at opleve.

Og så får jeg introduktion til bouquinisternes boder på Quai des Grands Augustins, hvor Hemingway selv handlede bøger. Det passer jo en litteratursluger rigtig godt.

Det, jeg kommer til at glæde mig mest til, er at få historien fortalt, at høre nogle af de historier, som jeg helt sikkert ikke selv kender eller husker, indsnuse stemningen uden selv at skulle spekulere på, hvor jeg skal bevæge mig hen, eller hvordan jeg kommer derhen. Det elsker jeg – bare at kunne slappe af, lade mig lede rundt i byen, indsnuse stemningen og lytte til historien og ikke mindst få udpeget nogle af de små detaljer, som jeg af erfaring ved smutter for mig, når jeg selv skal stå for det hele. 

Min næste ferie i Paris skal have dette lille svirp af luksus – det er nemlig slet ikke så dyrt som jeg troede. At opleve Paris med Hemingways øjne, er en anderledes oplevelse i Paris, som jeg tror vil give mig andre vinkler på at opleve byen, når jeg går på opdagelse på egen hånd.